Postnr.

Månedens blogger – juni 2019

BITTEN MAGNUSSØN ANDRESEN

Bitten er 25 år og bor i Aabenraa.  Hendes blog ’Bittens Horseworld’ rummer hverdagens begivenheder både med og uden hest samt tanker og holdninger og stort og småt. Bitten er en fighter og har mange drømme for fremtiden, og hun arbejder benhårdt efter at blive ligeså succesfuld som den svenske blogger Nellie. En anden stor drøm er at kunne komme til enten at ride Nordisk Mesterskab eller EM for enten fjordheste eller haflingere.

Dagligdagen

”Til daglig læser jeg til pædagog på UCSYD i Aabenraa, og det er rigtig spændende, men min yndlingstid er den, jeg har ude ved hestene. Jeg behøver ikke engang at ride. Jeg skal bare være sammen med hestene, for her får jeg ro, og her kan jeg være helt mig selv, og jeg skal ikke tænke på at være syg. Man ved det nok ikke lige, hvis man møder mig, men jeg lider faktisk af skizofreni – en meget mild form.”

”Lige nu er der ikke så meget hest i min hverdag, men jeg har planer om at starte med at ride her i Aabenraa på den lokale rideskole. Når jeg er hjemme hos mine forældre, så er jeg ude ved hestene i nabobyen hos en familie. Her rider jeg lige nu på en supersød fjordhest, som hedder Gitte. Dog har jeg ikke været helt uden hest her i Aabenraa, for jeg har været ude og se stævne på den lokale rideskole, man må jo opsøge det der, hvor man kan.”

Bloggen hos Riders NOTEBOOK

”Jeg kan godt lide det der med, at en masse hestefolk er samlet om et sted. En drøm er jo lidt at blive en stor blogger, lidt ligesom Nellie. Hun er en stor inspiration for mig! Jeg synes, at Nellie er virkelig god, fordi hun har kæmpet sig vej frem til at få succes, og det er eddermame sejt! Det, jeg får ud af min blog, er lidt at få luftet ud i mine tanker, og jeg kan selv bestemme, hvad jeg skriver om. Jeg vil gerne have, at folk får noget ud af min blog. Derfor skriver jeg bl.a. meget om, at man skal tænke positivt, også selvom det kan være svært, men det er det, som får os videre, og også det, som får os til at blive stærkere!”

“Hos Riders NOTEBOOK kan man både læse i deres blad, men her er også en masse bloggere, som har noget fedt at skrive om! Det, andre skriver, kan jeg både lære noget af, og det inspirerer mig også, og det vil jeg gerne bidrage til. Så hvis man overvejer at starte en blog, så gør det hos Riders NOTEBOOK.”

 

Hvis du har lyst til at følge med i Bittens hverdag, kan du finde hendes blog her: Bittens Horseworld

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *